Gode råd


Gode råd, hvis du er ejer af ældre/vintage audiogrej, eller påtænker
at anskaffe dette.

Os der er vilde med vintage audiogrej synes bare at kan noget!
Der er gjort noget ud af designet!
Der er som oftest kælet for lyden – som tillige er individuel fra model til model!

At eje vintage audiogrej er en livsstil, der løbende koster penge – desværre nogle gange mange penge.
Men glæden ved at nyde synet og høre det spille opvejer alt dette mange gange!
Samtidig er byggekvaliteten ofte mange gange bedre end det masseproducerede udstyr, der kom frem fra slut 1980’erne og frem.
Kontakter og omskiftere på vintage udstyr er ofte i en højere kvalitet, der langt slår kvaliteten i nyere udstyr.
Korrekt renoveret vintage udstyr slår generelt nyere udstyr i længere levetid og driftssikkerhed. 


Før du investerer i vintage audiogrej
# Gør op med dig selv, om du er villig til at betale for nødvendig løbende vedligehold
# Giv dig tid – undersøg markedet grundigt
# Forvent altid at udstyr, der ikke har været korrekt og løbende serviceret, vil kræve omfattende service før ibrugtagning
# Spørg altid ind til servicehistorik – kig evt. efter service eller reparations klistermærker på udstyret
# Få evt. servicerapporter og billeder af evt. udført arbejde med ved købet
# Hvis muligt, så find en lokal sælger, hvor udstyret både kan ses og høres før køb
# Et kig under coveret/låget siger meget. Se billeder eller medbring selv en skruetrækker, så du kan se indmaden
– alt udstyr bliver støvet indvendig, så kig efter tegn på rustpletter og irring, der indikerer at udstyret har været opbevaret fugtigt
# At udstyret har stået opmagasineret/pakket væk i mange år er IKKE ensbetydende med at virker som nyt. Tværtimod!
– udstyr har bedre af at blive brugt end blot at stå ubrugt i et skab eller (fugtig) kælder/garage
– udstyr, der har stået opbevaret igennem mange år, bør startes langsomt op (via variotrafo) for at undgå dyre skader
– komponenter, som de dyre elektrolyt kondensatorer, tørrer nemt ud, hvis de ikke “motioneres” løbende
# Tror du på sælger, når denne siger/skriver “Den virkede da den blev pakket væk….” ?
– hvis sælger ikke ønsker at teste det han sælger, er det som oftest defekt i en eller anden form, og bør annonceres som defekt
– her skal du forlange at kunne lytte til udstyret eller sikre dig fuld returret
# Tro ikke på, at en manglende knap eller et ødelagt stik nemt kan skaffes på ebay
– dele til vintage grej er i høj kurs. De er svære at skaffe, og priserne er ofte skyhøje (få derfor et passende nedslag i prisen)
# Er du i tvivl, så tag altid en fagperson med på råd!


Hvis du allerede er den lykkelige ejer af vintage audiogrej
Der er nogle få, men vigtige ting, du selv kan gøre for at hjælpe med at holde dit udstyr i god funktionel stand!

Hvis du ikke allerede har fået dette gjort, så start med at få udstyret gennemgået og serviceret af en fagperson med kendskab til vintage udstyr
Efterfølgende vil nedenstående hjælpe dig med at holde dit udstyr i funktionsdygtig stand længst muligt:

Med apparatet slukket, bør du ugentligt betjene alle knapper og omskiftere flere gange (fra yderstilling til yderstilling)
– dette hjælper med at holde kontaktpunkter og potentiometre rene og fri for støv og belægninger

Sørg for at holde dit udstyr aktivt
– tænd for det ½-1 time om ugen. Også selv om at du ikke lytter til det

Lad apparatet stå tændt, selv om at du ikke lige skal bruge det i en times tid eller to
– hver gang du tænder for apparatet, påfører du det en stresslignende reaktion i alle kredsløb (især strømforsyning)
– nøjes med at skrue ned for volumeknappen, hvis lyden generer

Hold det rent og fri for støv
– støv kommer ind alle vegne, så af med coveret/låget og blæs indmaden fri for støv med komprimeret ren trykluft på dåse

Få apparatet efterset af en fagperson straks det begynder at udvise fejl
– dette begrænser oftest skaden og dermed reparations omkostningerne på længere sigt


VÆR OPMÆRKSOM PÅ!
Mange af de dele der indgår i vintage grej har ikke været produceret i mange år, og kan derfor ikke skaffes fra nye af. Det er derfor vigtigt at begrænse evt. skader ved at lade en fagperson vurdere skaden, mens der endnu er en mulighed for at redde de originale dele. Brugte dele på f.eks. ebay kan være i lige så dårlig stand, som den del det skal erstatte….

Det er en skrøne, at udstyr bliver dårligt/slidt af at være tændt/blive brugt.
Ja! Nogle få komponenter ældes smule hurtigere, når udstyret er tændt, men overordnet set har udstyret som helhed bedst af at blive brugt

Jeg håber at du vil nyde dit vintage anlæg lige så meget som jeg nyder mit!
Mit eget setup består for det meste af udstyr med 50+ år på bagen, og det bliver brugt hver eneste dag uden problemer.

Hent teksten med gode råd som PDF fil


Nedenfor ses et eksempel på, hvilke “mirakler” rengøring og kvalificeret service kan udrette.
Denne forstærker er klar til at fylde stuen med vellyd de næste 20 år



Brug gerne sammenligningen

“at eje vintage audiogrej er som at eje en veteranbil!

Bliver det ikke brugt og vedligeholdt, så henfalder den……”